Generic selectors

Exact matches only

Search in title

Search in content

Post Type Selectors

Søen ved Vejrup landsbypark

Livet i Vejrup

Stærkt sammenhold
og fælles aktiviteter

Børnevenlig by
med mange legepladser

Gode muligheder
for at bruge den flotte natur

Mange fritidsaktiviteter
for både børn og voksne

Stærkt sammenhold og fælles aktiviteter

Vejrup har for eksempel byfest i 4 dage hvert år, med bl.a. børnecamping, fællesspisning, fest, optog og torvedag. Dernæst er der et rigt foreningsliv i Vejrup, du kan bl.a. gå til gymnastik, håndbold, fodbold, krolf, skydning, idræt om dagen, 4H, de madglade mænd, nørkleholdet.

Vejrup er en landsby med et godt sammenhold – hvilket er et rigtigt godt fundament at starte et familieliv på. Vejrup værner om det sociale og har mange tilbud i foreningslivet. Det gode sammenhold i Vejrup betyder også, at der er rig mulighed for godt naboskab – i Vejrup viser man interesse for hinanden.Vi har valgt at bygge i Vejrup, fordi Vejrup er Jyllands navle. Landsbyen ligger centralt placeret tæt ved motorvejen mellem Esbjerg og Kolding, hvilket betyder at der er et stor geografisk område at søge jobs i, hvor vi inden for 45-60 min har dækket de større byer i Jylland og på Fyn.

Anders Regel og Lisbeth Hübschmann

Natur og fritidsliv

I Vejrup er der gode muligheder for at bruge den flotte natur. Vøgas Lund er en rekreativ produktionsskov (pyntegrønt, selvhugning etc.) beliggende lige udenfor Vejrup, ved Lykkesgårdsvej. Skoven deles af Hovedvej A1, i Lille Vøgas Lund og Vøgas Lund. Skoven blev etableret i 1910 som et anpartsselskab og på daværende tidspunkt ejet af byens indbyggere. Mod nord i Vøgas Lund er der en lille sø og med de fine stiforhold danner skovområdet en smuk ramme for forskellige udendørs arrangementer.

På Vester Vejrupvej ligger Vibæk grusgrav. Der er mange stier rundt i skoven. Mountainbikeryttere benytter skoven til træning. Inde i skoven finder man skrænter, kløfter og mange gode klatretræer.

I selve byen, ved Engdraget, kan man komme til Vejrup Landsbypark, et flot nyt naturskønt område ved vores regnvandssø. Der er plantet træer, og der er en vandresti rundt om søen. I området er der også shelters, toilet og en bålhytte.

Købmand, Torv og Kirke

I 2015 blev den nye købmandsbutik indviet på den centrale plads i byen, hvor Vejrup Kro tidligere lå. I samme forbindelse blev etableringen af det nye bytorv ligeledes påbegyndt, og det stod færdigt i første halvdel af 2016, som et smukt bytorv, der fremhæver købmandsbutikken og den øvrige bymidte der også inkluderer Vejrups flotte kirke.

Vi er rigtige glade for at bo i Vejrup, og med den nye flotte købmand, det flotte nye bytorv, de mange andre gode tiltag i byen og vores nye dejlige hus på Stationsvej 14, er fundamentet lagt for rigtig mange gode år i Vejrup endnu

Hans Jørn & Marianne Madsen

Børnevenlig by med mange legepladser

I Vejrup er der flere legepladser for børn i alle aldre. Børnene i Vejrup får en tryg start i vores lille landsby. Lige nu er der 6 dagplejere i Vejrup, der alle kender hinanden. Dagplejen i Vejrup fejrer Fastelavn og Dagplejens Dag. De tager til gudstjeneste i kirken i forbindelse med julen, holder en juleafslutning og der bliver holdt forældrekaffe en gang imellem. Ved siden af skolen ligger børnehaven ’Snurretoppen’ som er en rummelig og flot børnehave med en stor legeplads og stort grønt område.

Skole, SFO og Ungdomsklub

Skolen i Vejrup er en del af Fortunaskolen og hedder afdeling Vejrup skole. Det er en meget velfungerende skole, som bliver bakket op af mange engagerede forældre.Vejrup skole har klasser til og med 6. klassetrin, og grundet byens relative lille størrelse, kender mange hinanden. Der er derfor et trygt og godt læringsmiljø på skolen. Skolen ligger tæt på skoven Vøgaslund, som også bliver brugt i undervisningen. Skolen er moderne og velholdt, og der er smart-board i alle klasselokaler. For få år tilbage blev der bygget et udeundervisningslokale. Udenoms arealerne er super gode og bliver flittigt brugt af børnene, også efter skoletid. Der er et godt samarbejde mellem børnehaven og skolen, som ligger ved siden af hinanden. Efter skoletid kan børnene komme i SFO, som er bygget i forlængelse af skolen. Når børnene bliver ældre (fra 6. klasse og op) kan de bruge Ungdomsklubben i Vejrup, som har åbent 3 aftener om ugen. Ungdomsklubben har flotte nye lokaler med bl.a. poolbord, spillecomputere, bar, airhockey, sækkestolehjørne og en hems. Ungdomsklubben er bygget sammen med idrætshallen.

Se mere på http://fortunaskolen.esbjergkommune.dk/om-fortunaskolen/vejrup-skole-fortuna.aspx

Vejrup-Endrup Fritidscenter

Vejrup-Endrup Fritidscenter er et naturligt hjem-sted for Vejrup Idrætsforening som har forstået at følge med udviklingen indenfor almen idræt, således at man, udover håndbold, fodbold, gymnastik, badminton og skydning, også kan gå til Indoor Cycling, Crossfit m.m.

Udover at være stedet, hvor man dyrker de almen-kendte sportsgrene, er Vejrup-Endrup Fritidscenter også i færd med at udvikle sig til stedet, hvor man holder sine fester. Centret er løbende blevet udvidet og moderniseret så den i dag fremstår pæn og indbydende med nye møde- og festlokaler. Nedenstående billede er fra gymnastikopvisning, hvor byens gymnaster viser, hvad de har lært i årets løb

Vores krav havde hele tiden været, at der hvor vi skulle bo og vores børn skulle vokse op, der skulle der være gode pasningsmuligheder, en god skole, mulighed for fritidsinteresser og indkøb og samtidigt skulle det være nemt at komme til Esbjerg, da vi begge arbejder der. Vores valg faldt på Vejrup, da vi fandt et dejligt stort hus til meget billigere penge, end vi kunne få i Esbjerg og transporttiden til arbejde viste sig at være kortere end fra vores tidligere adresse i Sædding/Esbjerg.

Carina og Anders Haubuff Nielsen