Statusopdatering – Fjernvarme


Kære borgere,
 
Vi vil gerne starte med at undskylde den manglende opdatering – vi ved, at mange af jer har efterspurgt nyt, og det er helt forståeligt. I den seneste tid har vi arbejdet intensivt på at få de sidste tilmeldinger på plads, herunder fra de meget vigtige storforbrugere såsom industrivirksomheder, foreninger (f.eks. hal), institutioner og husstande over 400 m².
 
Samtidig er vi glade for at kunne meddele, at vi nu har modtaget samtlige tilbud fra entreprenørerne. Det betyder, at vi har fået et samlet overblik over prisen for at realisere projektet. Vi kan endnu ikke oplyse den endelige pris eller navnet på den valgte entreprenør, da vi først skal informere vinderne direkte. Det, vi dog kan sige, er, at interessen har været stor – mange har budt ind – og priserne ligger inden for det forventede budget.
 
Derudover har vi afsat en buffer til eventuelle uforudsete omkostninger. De udbud, vi har gennemført, dækker projektet godt ind, og det er begrænset, hvad der kan pålægges os yderligere. Det giver os tryghed i forhold til den økonomiske ramme for projektet.
 
I den seneste måned har vi kontaktet alle borgere, der tidligere har udvist interesse – for at sikre, at ingen bliver glemt, og at alle er korrekt informeret. Vi beklager, hvis denne proces har været til gene for nogen. Trods det tidskrævende arbejde er det en helt afgørende del af projektet, da mange fortsat spørger til prisen – og den kan først beregnes præcist, når vi ved, hvor mange der tilmelder sig.
 
Jo flere vi er, jo billigere bliver varmen for os alle. At afvente tilmelding giver et misvisende billede af prisen, og vi ønsker at gøre det korrekt og økonomisk fordelagtigt fra starten – frem for at skulle justere og betale for processen flere gange.
 
Vi vil samtidig understrege, at afventning i værste fald kan betyde, at projektet ikke kan realiseres, hvis vi ikke når det nødvendige antal tilmeldinger.
 
Vi vil også gerne fremhæve den flotte opbakning, vi oplever – både generelt og fra centrale aktører. Særligt Endrupholm og Johan Hoffmann Fonden har vist stor støtte til projektet. Deres tilslutning kræver en længere stikledning, hvilket medfører en større investering – en udgift, som de selv afholder. Det er vigtigt for projektet, og vi sætter stor pris på deres vilje til at være en del af fællesskabet.
 
Bestyrelsen arbejder fortsat målrettet på at få de sidste detaljer på plads, og vi ser frem til at dele mere med jer, så snart vi kan. Tak for jeres engagement og opbakning – det er helt afgørende for, at vi sammen kan skabe en bæredygtig og fremtidssikret varmeforsyning i vores lokalområde.
 
Tidsplan fremadrettet
  • Sidste frist for tilmelding: 14. oktober
  • Overlevering af den endelige tilmeldingsliste til revisor og rådgiver: 14. oktober
  • Underskrivelse af kontrakt med entreprenørerne: Senest 3. november
  • Økonomisk vurdering af projektets realiserbarhed: Efter 14. oktober
 
Venlig hilsen
Bestyrelsen i Cobra Varme

Nyhedsbrevet formidles af Vejrup Borgerforening, men indholdet kan være på vegne af andre foreninger, som ønsker at udsende via maillisten.

Du modtager denne email fordi du har tilmeldt dig via vores website.

Ønsker du at ændre hvordan du modtager disse emails?
Du kan opdatere dine præferencer, eller afmelde dig via din profil side, eller du kan afmelde dig her.

© Vejrup Borgerforening

Engvej 2, Bramming, 6740, Danmark

Politik for beskyttelse af personlige oplysninger

Vil du ikke have disse e-mails? Afmeld dit abonnement.