Fortællingen om

En gang i en fjern fortid da verden endnu var fuld af små kongeriger, bjergene var hjemsted for trolde, og dalene var beboet af vilde enhjørninger, hed dette sted Wytarp. Det eneste, der var her, var en lille landsby og en stor stor skov.

Nyra har boet i skoven en hel dragealder. I den uendelige og tætte skov midt i det flade vestlige Jylland. Nyra bor her, fordi hun vogter over skatten, ligesom hun vogter over byen, og hun en gang vogtede over en konge.

Det hele skete, fordi Nyra mødte Vøga.

Vøga var en fattig bondedreng, der havde mistet sine forældre. Derfor måtte han forsørge sin lillesøster og sig selv. Livet var hårdt, især fordi vinteren nærmede sig. Vøga og hans lillesøster havde knap nok mad til at overleve, og i deres utætte hytte regnede det ind flere steder.

En kold vinterdag blev Vøgas lillesøster syg. Hun havde høj feber. Vøga blev nødt til at skaffe varme, mad og helbredende urter. Men det hele kostede guld – noget som Vøga ikke havde.

Vøga havde som mange andre hørt og læst historien om den store mørke skov, der lå tæt på landsbyen. Ifølge gamle sagn var der en dyrebar skat gemt dybt inde i skoven. Skatten var efterladt af en af fortidens konger, der for længst var død. Skatten måtte være godt gemt, for der var aldrig nogen, som havde fundet den.

I et desperat forsøg på at sikre sin lillesøsters overlevelse besluttede Vøga sig for at begive sig ind skoven. Han ville finde skatten.

»Jeg kommer snart tilbage, det lover jeg,« sagde han til sin syge lillesøster, da han trak sin tynde kappe omkring skuldrene og begav sig ud i frosten.

Fra hytten, som Vøga og hans lillesøster boede i, var der ikke langt til skovbrynet. Det tætte krat stirrede olmt på ham. Han gik ind i det; grene svirpede mod hans ansigt, vintervisne brombærranker snoede sig om hans ben og rev hul i hans bukser. Både hans fingre og hans tæer blev snart følelsesløse på grund af kulden.

Efter mange timer kom han til det, han troede, var et bakkedrag. Jorden bugtede sig op ad. Bakken så ujævn ud, og der stod hverken træer, buske eller græstuer på den. Vøga så sig om, men bakkedraget fortsatte til begge sider, så han blev nødt til at bestige det.

Da han stod på toppen, kiggede han ned. Ved bakkens fod lå en stor isklædt skovsø. Der var en ø i midten. Vøga kneb øjnene sammen, og det sugede i hans mave. Midt på øen så han noget gyldent, der glimrede let. Det måtte være skatten og guldet, som han ledte efter. Det der kunne redde hans lillesøster fra sygdommen.

Vøga løb ned ad bakken. Han kunne ikke lade være med at le. Han havde fundet skatten! Tænk at der aldrig var andre end ham, som havde set den.

»Hov!« udbrød han, da jorden under ham begyndte at bevæge sig.

Jorden bølgede op og ned. Vøga prøvede at holde balancen, men væltede og trillede hele vejen ned til skovsøens frosne bred.

Han kom på benene og kiggede sig forvirret omkring for at se, hvad det var, der var sket. Bakken, han havde stået på for et øjeblik siden, var væk. Nu var skov til alle sider, det eneste han kunne se. Bortset fra den store sø og skatten, som lå derude.

Vøga gned sig i øjnene. Det kunne ikke passe, at bakken var væk. Han kiggede opad og kvalte et skrig.

Han så ind i to store gule øjne og et halvåbent gab, der var fuld af skarpe tænder. Til sin rædsel opdagede Vøga, at det ikke var en bakke, han havde gået oven på. Det var en drage. Nyra, nordens mægtigste drage.

Vøga så sig omkring, gjorde klar til at sætte i løb og at stikke af fra Nyra. Han løb et par skridt, men måtte stoppe, da dragen lagde sin store hale omkring ham som en mur.

Nyra stirrede vredt på Vøga og prustede, så lugten af rådden drageånde omsluttede ham. Hjertet slog hårdt i Vøgas bryst. Han havde aldrig været så bange før. Et øjeblik ønskede han, at han aldrig havde forsøgt at finde skatten.

Så tænkte han på sin lillesøster. Han blev nødt til at finde skatten. For hendes skyld.

»Hvem er du?« knurrede Nyra og fnøs, så der stod flammer ud af hendes næsebor.

»Jeg… jeg hedder Vøga.«

»Hvad laver du her?« spurgte Nyra.

Vøga overvejede, om han skulle afsløre sin mission. Han så sig om. Han havde intet at miste. Han ville være fanget ligegyldigt hvad.

»Jeg kigger efter skovens skat. Jeg skal bruge guld, så min søster kan blive rask.«

»Ha ha ha,« brølede Nyra og kastede sit store skællede hoved bagover.

Latteren fik skovbunden til at ryste, og de små grene, der lå omkring Vøgas fødder, lettede fra jorden.

Nyra blinkede med de store gule øjne og stak sin snude frem mod Vøga. Han hoppede tilbage. Direkte ind i dragens skællede hale.

»Det er det tåbeligste, jeg har hørt i lang tid,« sagde Nyra. »Det er min skat. Ingen andre kommer i nærheden af den.«

»Der må da være noget, jeg kan gøre?« spurgte Vøga.

Nyra så tænksomt på Vøga. Hun havde kedet sig i et stykke tid. Det var mange år siden, der sidst havde været en, som ledte efter skatten. Det var altid sjovt, når menneskene prøvede at få fat i den, for det lykkedes dem aldrig.

»Så lad gå,« prustede Nyra. »Hvis du kan klare tre udfordringer, er skatten din.«

Vøga nikkede. Det var hans bedste chance for at få skatten og for at slippe væk fra dragen.

»Det vil jeg gerne prøve.«

Nyra blottede tænderne. Vøga stivnede, da de spidse takker nærmede sig hans hoved.

»Hvis du ikke klarer alle tre udfordringer, så spiser jeg dig,« hviskede Nyra og bed tænderne sammen, så der lød et højt klak.

Vøga mærkede, at han blev helt kold inden i. Han skulle klare udfordringerne. Hvis han blev spist af dragen, ville hans lillesøster være helt alene tilbage. Vøga var stille et øjeblik, før han med lav stemme sagde:

»Jeg bliver nødt til at prøve.«

»Godt så,« brummede Nyra og trak hovedet lidt tilbage. »Den første udfordring er en gåde: Jeg er grøn om sommeren, men om vinteren mister jeg mit tøj. Hvad er jeg?«

Vøga tænkte sig om. Hjertet slog hårdt i hans bryst. Tankerne kørte rundt i hans hoved. Nyra gjorde ham bange. Det var svært at tænke logisk.

»Tiden er snart gået,« sagde Nyra.

Vøga kiggede sig forvildet rundt. Omkring ham, på den anden side af dragens hale, kunne han se toppene af alle de nøgne træer i vinterlandskabet. En idé slog ned i ham.

»Et træ!« udbrød han.

»Du har ret,« knurrede Nyra.

Vøga åndede lettet ud. Han ville ikke blive til drageføde endnu. Nyra løftede sin hale væk, så Vøga igen stod i det tætte skovlandskab. Han kiggede til siden. Et øjeblik overvejede han, om han skulle flygte. Løbe så hurtigt han kunne igennem skoven. Så skævede han til Nyras store vinger og skarpe kløer. Hun var sikkert hurtig, han ville aldrig slippe væk.

Med en klo pegede hun mod et stedsegrønt krat et stykke fra dem.

»Kig under den busk.«

Vøgas ben rystede, da han gik derhen. Han trak et par grene til siden og fejede nogle blade væk. Under busken lå en lille bunke sten, hvor der var bogstaver indgraveret i.

»Du skal finde ud af, hvilket ord bogstaverne danner. Når du har lagt stenene i den korrekte rækkefølge, lyser de op. Hvis du altså får dem lagt rigtigt. Ellers ved du, hvad der sker.«

Nyra bed tænderne sammen. Lyden gav Vøga gåsehud. Han skulle klare udfordringen. Han satte sig på huk og pustede langsomt ud. Selvom hans familie var fattig, havde deres forældre gjort en dyd ud af at lære ham og hans lillesøster at læse. Historierne kunne give dem så mange oplevelser, havde deres mor altid sagt.

Vøga kiggede på bogstaverne:
L  A  U  G  Ø  V  D  N  S

»Du har tre minutter til at finde ud af hvilket ord der skal stå,« lød det fra Nyra.

Vøga kiggede koncentreret på bogstaverne. Han flyttede dem rundt og rundt. Pludselig gik det op for ham, at hans eget navn stod på de små sten. Han lagde dem på række, så de udformede: V Ø G A.

»Ét minut tilbage,« hvislede Nyra.

Vøgas kiggede på de sten, der lå tilbage: L U D N S. Han flyttede lidt rundt på dem, før et ord stod klart for ham: L U N D.

Han skyndte sig at lægge stenene efter V Ø G A, så de til sammen dannede ordet V Ø G A L U N D. Han tog S’et op i hånden og lagde det mellem de to ord, så der nu stod V Ø G A S  L U N D. Da han lagde den sidste sten, lyste de alle op. Han smilede. Han havde klaret endnu en udfordring.

»Godt så,« brummede Nyra utilfredst. »Det var to ud af tre. Men husk nu, at du stadig mangler den tredje.«

»Hvad skal jeg nu?« spurgte Vøga.

»Hvis du vil have skatten, må du komme over til den.«

Næste nu spredte hun sine vinger og satte af. Bevægelsen fik jorden til at ryste så kraftigt, at Vøga faldt ned på den frosne skovbund. Han kiggede efter Nyra. Hun fløj hen over den frosne skovsø og landede på øen. Lige ved den gyldne skat.

Vøga rejste sig op og gik hen til søens kant. Isen glimtede på skovsøen. Han så sig om i håbet om at finde en sikker passage, men der var ingen bro eller anden synlig vej, som førte hen til øen og til skatten. Han turde ikke bare gå hen over isen. Han var bange for, at den ikke kunne holde.

Langs søens bred fik Vøga øje på grene og træstammer, der lå mellem skovens træer. Han samlede et par grene op. Op ad et træ fik han øje på en grøn ranke, som snoede sig hele vejen fra bunden og op til den nøgne krone; det var efeu. Vøga bandt grenene sammen med efeuen for at bygge en lille bro. Han lagde grenebroen over skulderen og skulle til at gå tilbage til søen, da han fik øje på en lang tynd gren. Han samlede den op, slog et par gange i jorden med den og nikkede. Den kunne bruges.

Vøga stillede sig ved den frosne søbred. Forsigtigt slog han pinden mod isen. Han kunne høre, at isen var tyk. Han tog et par skridt ud og slog igen med pinden. Her lød isen til at være tyndere. Vøga lagde sin grenebro på den usikre is. Forsigtigt gik han over broen.

Forsigtigt krydsede Vøga søen og nåede frem til øen. Nyras gigantiske krop snoede sig rundt om skatten, men igennem en smal passage mellem dragens hoved og hale kunne Vøga se de gyldne glimt.

»Jeg har klaret alle tre udfordringer,« sagde Vøga.

Nyra fnøs. Vøga sprang tilbage for ikke at blive ramt af flammerne, der stod ud af hendes snude.

»Ja, du har,« svarede Nyra. »Men jeg er blevet sulten. Skulle jeg ikke bare spise dig?«

»Nej!« råbte Vøga så bestemt, som han kunne. »Jeg har løst udfordringerne. Du skal holde dit løfte. Skatten er min nu.«

»Jeg er nordens mægtigste drage. Jeg har aldrig løjet for nogen, men der er heller aldrig nogen, som før har klaret alle mine udfordringer. Du har nok ret.«

Hun trak halen til side, så Vøga kunne komme ind.

Vøga stirrede på skatten. Der lå et bjerg fuld af guld, som var højere end ham selv. Ind imellem guldet lå røde og blå og grønne diamanter. På toppen lå en skinnende kongekrone. Vøga løb hen til skatten, kravlede op og tog kronen på. Han lo, han følte sig som en konge.

»Se mig!« råbte han og slog ud med armene.

»Nu er skatten din, og Wytarp er dit kongerige,« brummede Nyra.

»Skal jeg så kalde mig kong Vøga?« lo han.

»Det kan du jo gøre,« svarede Nyra.

Vøga kurede ned ad guldbjerget. Han kunne købe en masse mad og varme og helbredende urter til sin lillesøster. De kunne få en ny hytte. Eller et ægte slot hvis han virkelig var konge nu. Han fyldte sine lommer med guld. Selv da han havde taget alt det, han kunne bære, kunne det ikke ses, at han havde taget noget som helst.

Vøga sukkede. Han kunne ikke tage hele skatten med hjem, men han kunne heller ikke efterlade den, så andre kunne komme og tage den.

Vøga drejede sig mod Nyra. Hun så farlig ud, som hun lå der med sine gule øjne, sin store skællede krop, de skarpe kløer, kæmpe vinger og spidse tænder.

»Kommer du til at savne skatten?«

»Ja. Jeg elsker guld,« nikkede Nyra.

Vøga tænkte på, hvordan dragen havde holdt sit løfte: Nyra havde givet ham skatten, da han havde løst hendes udfordringer, også selvom hun selv elskede den. Han kunne stole på hende.

»Jeg kan ikke tage det hele med hjem,« indrømmede Vøga.

»Hvad mener du med det?« lagde Nyra hovedet på skrå.

»Vil du vogte skatten for mig?« spurgte Vøga.

Nyra åbnede munden i noget, der lignede et uhyggeligt dragesmil.

»Ja!«

Vøga rettede på den gyldne krone på sit hoved.

»Vil du både vogte over skatten og over mit kongerige, Wytarp, så længe du lever?«

»Ja, det lover jeg,« nikkede Nyra.

Hun udstødte et par glade knurrende lyde, da hun lagde sig hen over skatten. Vingerne bredte hun ud over guldet, så det var skjult for alle, der prøvede at få øje på det.

Og så blev det sådan, at Nyra nu bor i Vøgaslund. I skoven, om muligt tættere på kvindeegen og skovsøen. Hun bliver i skoven og vogter, så længe byen og skatten består.

Øen i skovsøen findes ikke længere, nu er der kun vand. Derfor ligger Nyra her midt i skoven. Verdens mindste kongerige Wytarp eksisterer heller ikke længere. Nu er her i stedet en landsby, der kaldes for Vejrup.

Siden kong Vøgas tid er der blevet bygget en kirke, flere huse.

En station, en jernbane.
Der kom skoler, en kro og mejeri.
Indbyggerne levede og lo, skabte og var.

Alt imens Nyra så til fra sin plads ovenpå skatten i Vøgas Haller.